Jeg har været i feltstudie i børnehaven Atlantis, som ligger i Aalborg Øst. Vi har i vores gruppe valgt at observere individuelt, ud fra arbejdsspørgsmålene og så efter hver dag diskutere os frem til hvad vi hver i sær har set. Min leverance bliver denne gang, derfor individuel.
Jeg vil starte med at skrive lidt de observationer jeg har gjort mig om digitale medier, som var Tomas's arbejdsspørgsmål.
Pædagogerne i Atlantis, havde en klar holdning omkring brugen af digitale medier. De er fremtiden, og man kommer ikke uden om dem. I forhold til forældre-samarbejde har det vidst som som værende meget positivt med intranet, hvor forældre kan kommunikere med børnehaven om alt omkring deres børn. Der er også en ens holdning til at computer kan være et godt input til børnene, i en hverdag hvor der altid er meget fart på. Børnene har derfor hver 20 minutter dagligt, hvor de kan spille computer. En Tidsbegrænsning som børnene uden problemer accepterer. Jeg får dog også at vide af en pædagog at de i specielle tilfælde bruger tilbuddet om computertid til børn som allerede har haft tid, hvis det er barnet har lidt for meget fart over feltet, eller hvis barnet har brug for en pause fra det sociale. Dette er dog i særtilfælde.
Efter at observere børnene, bliver det tydeligt at ikke alle børn benytter sig af de 20 minutter de har ti rådighed. De vil hellere ud og lege med kammeraterne. En dreng fortæller mig også at han ikke gider at spille, fordi han har nogle meget bedre spil på hans ipad og det vil han hellere spille år han kommer hjem. Hvis jeg ud fra mine observationer skal drage en konklusion omkring børnene og digitale medier, er det at børnene i eget hjem er flittige brugere at digitale medier, men i børnehaven faktisk bare hellere vil lege med nogle andre, fremfor en skærm.
Atlantis er en børnehave der har meget fokus på sprogtilegnelse. De har ugentlig en såkaldt "sprog-dag", hvor hele huset summer af sprog. Her synges der, leges med rim og remser, og læses historier. Derudover har de "sprog laboratoriet", som er et tilbud til enkelte børn som har et større behov end de andre. Her øves der bl.a. ordudtale og grammatiske ordstillinger. Alle børn evalueres fra de er 3 år, så den rette indsats kan gøre for at de kommer til at mestre sproget uden problemer. Til slut er der også ansat en talepædagog, samt pædagog med samme modersprog som flere af de 2 sprogede børn.
Vi nåede desværre ikke at observere denne specielle "sprogdag", men jeg synes nu stadig det var tydeligt at mærke det var et særligt fokus. Pædagogerne var rigtig gode til at hele tiden være opmærksomme på at støtte børnene i den rigtige udtale, samt at støtte børnene i selv at sætte ord på deres handlinger og følelser. Oplevede dog ikke det samme fokus på det skrevne sprog desværre. I husets indretning var der ordkort på mange af tingene, jeg observerede dog ikke at de blev brugt, samt der hang tekster med rim og remser rundt omkring, de var dog desværre ikke i børnehøjde.
Samtale mellem barn og voksen.
Valdemar på 4 år, er kravlet for højt op i legetårnet og tør ikke at hoppe ned. Pædagog Vibeke kommer til for at hjælpe Valdemar.
Valdemar: "Vibeke, bær mig ned, jeg er bange, jeg tør ikke hoppe"
Vibeke: " Valdemar, jeg kan godt se at du er bange, men jeg vil ikke bære dig, men jeg vil gerne hjælpe dig med at komme ned."
Valdemar: "Nej, jeg tør ikke."
Vibeke: " Jeg kan godt se at du er bange, men hvis du holder fast i mine hænder kan du hoppe ned, jeg har dig og jeg passer på dig."
Valdemar hopper derefter ned, mens han holder i Vibekes hænder og er rigtig glad, og får en succesoplevelse ud af det.
Denne situation, synes jeg Vibeke håndterede rigtig godt. Hun var anerkendende overfor Valdemars følelser, og de fandt sammen frem til en måde at hjælpe Valdemar på, hvor han selv var medvirkende i gennem deres samtale.
Samtale mellem barn og barn.
Benjamin: "Jeg skal være storebror snart."
Nicolai: "Skal du have en lillebror?"
Benjamin: "Nej, en lillesøster, og så bliver jeg voksen."
Nicolai:"Gør du?"
Benjamin: "Ja, for Jette (Pædagog) sagde til mig, jeg har vokseværk i mit ben der gør ondt."
En samtale hvor det var så tydeligt, hvordan børn selv laver deres egne forståelser og koblinger af ord.
Jeg har efter Torbens arbejdsspørgsmål, øvet mig i digital og analogisk kommunikation, og i at støtte børnene i det.
Jeg har bl.a. læst historier med børnene, hvor børnene, efter hver side snakkede om hvad vi havde læst, og satte kropssprog på hvad det f.eks. betød at være sur, når mormor er glad. mv. Vi legede også med ordkort der var på stuerne, som de skulle sætte på de rigtige ting, og øvede talrækken.
For mit eget vedkommende, øvede jeg mig i analogisk kommunikation ved at bruge mit tonefald og kropssprog meget mere med børnene, end jeg sædvanligvis gør. At øve mig i det digitale var sværere at gøre bevidst. Det var nok i mine naturlige samtaler med børnene.
Det har været svært at dokumentere det på anden måde end det skrevne her, da vi ikke måtte filme eller tage billeder.
Jeg har i feltarbejdet, observeret og samtidig benyttet mig af, analogisk og digital kommunikation i praksis.Jeg har taget udgangspunkt i børn, da det var en børnehave jeg observerede, men begreberne er lige betydningsfulde uanset brugergruppen.
Det er blevet tydeligt for mig at begge begreber er så utrolig vigtige både at støtte børn i, men samtidig også selv at have helt styr på. Det er vigtigt at de digitale og analoge udtryk stemmer overens, da kommunikationen ellers vil være inkongruens. For at fremme børns trivsel og socialisering er det nødvendigt at børn lærer at mestrer dette, da der ellers er stor fare for at barnet misforstås, og kommunikationens hensigt misfortolkes. Barnet vil kunne få svært ved at lære at indgå i sociale relationer, hvis det ikke lærer at udtrykke sig ud fra begge begreber. Som pædagog er det vigtigt at se på hvert barn individuelt. Alle børn forstår forskelligt, og her er det pædagogens arbejde at afstemme de digitale og analoge udtryk til hvert enkelt barn. Mestrer man dette kan det fremme en god relation, mellem barn og pædagog, da barnet i så fald, vil føle sig forstået. At føle sig forstået, og hørt er noget alle har krav på.
Vi har i gruppen sammen udover ovenstående, valgt at observere på:
- Hvordan ser vi i praksis at pædagogerne benytter sig af spejling og nøgleord?
- Hvordan ser vi at pædagogerne arbejder med en anerkendende pædagogik?
Brugen af spejling og nøgleord, kom til syne flere gange. Dette både i de almindelige hverdags samtaler med børnene, hvor de var ivrige efter at fortælle noget. Her brugte pædagogerne meget nøgleord, og det hjalp børnene til at fortælle endnu mere, da det indbød til at samtalen stadig var åben. Spejling og anerkendelse brugte pædagogerne tydeligt hvis et barn var ked af det. Her fik barnet lov til at være ked af det, men pædagogerne var meget tydelige i at det var okay, og at de sad lige der på stolen hvis de fik brug for et kram. Der blev i disse situationer ikke udvekslet særlig mange digitale udtryk, da bare deres analoge udtryk som her var spejling af low-tilstanden hos barnet, samt anerkendelsen af at det var okay var nok, for at barnet kunne rinde smilet frem igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar