Analyse:
Gruppen vælger en praksisfortælling fra feltstudiet.
En praksisfortælling:
På anden dagen i Mariehuset leger Rikke med 4-8 børn i dukke/rollespils rummet. De leger, at dette rum med køkken, skillevæg i form af vindue og dør, borde og stole, dukker og hvad dertil hører, udklædningstøj og i modsatte hjørne kasseapparat og kasser med ting er deres hjem. De har hver især påtaget sig nogle roller, som de selv vælger og der bliver herefter lavet mad, dækket bord, passet babyer, gået på arbejde og handlet ved købmanden – alt sammen noget der er en del af børnenes hverdagsliv derhjemme. For at inkludere flere børn i legen, åbnede Rikke dørene og bød flere børn, der viste interesse, indenfor til fest. Efter mere end en time i denne leg, ja så mente Rikke at nu var det på tide at komme lidt rundt i resten af børnehaven og engagere sig i nye aktiviteter og danne nye relationer. Men uanset hvor i huset Rikke befandt sig, ja så kom hendes ”familie” gang på gang for at hente hende hjem ”Du skal hjem nu, det er altså spisetid”. Så selvom Rikke havde trukket sig ud af legen og forsøgt andet, ja så havde børnene en helt anden virkelighed, for i deres øjne var hun jo stadig en del af legen – hun var jo bare på tur!
Denne analyseres vha. Labov’s 6 elementer i en fortælling.
Indledning: Starten på fortællingen antyder, at det er en varm og hyggelig fortælling.
Orientering: Vi er i børnehaven Mariehuset, hvor en gruppe leger far, mor og børn.
Handlesekvens: Konflikten er her, at Rikke ønsker at forlade legen, men børnene er ikke indforstået med at hun forlader den.
Evaluering: Den er fortalt for at rette fokus på inklusion og socialisering. Legen behøver ikke være lukket fordi vi har en far, en mor og et barn, nej vi kan åbne døren og byde flere indenfor. Rikke har startet legen i et forsøg på at inkludere en masse børn i en god leg, men hun havde måske ikke den forestilling, at det at forlade legen, ville være problematisk. Derudover viser fortællingen også, at man skal være meget bevidst omkring det, at der findes flere virkeligheder. Derudover får vi ud fra ordvalget ”gang på gang” en fornemmelsen af, at fortælleren finder det småirriterende hele tiden at blive ”hentet hjem” efter at have forladt legen.
Resultatet: Resultatet er at børnene har den opfattelse, at Rikke rent faktisk stadig er en del af legen, hvor Rikke er af en anden opfattelse.
Afslutning: Den praksisfortælling vi har valgt, er lidt svær at analysere ud fra Labov’s afslutnings element. Den skiller sig ud på den måde, at den afslutningsvis ikke har en løsning på problemet, da fortællingens slutning stadig er åben.
Derpå analyseres den vha. de 3 typiske perspektiver på pædagogisk samspil.
Pædagogens perspektiv: Igennem fortællingen lægges der vægt på pædagogens hensigt om det at skabe en leg, hvori der kan inkluderes flere børn. Rikke fandt samværet med børnene hyggeligt og synes børnene var meget engageret i legen. Hele scenariet var en succes, selv da Rikke forsøgte at trække sig fra legen og overlade børnene til egen leg. Det beviste at legen og det at hengive sig til en anden verden i form af leg var lykkedes. Institutionskulturen viser igennem fortællingen fri leg, som kommer til udtryk i børnenes fantasifulde univers, fortællingen udtrykker nogle normer taget ud fra børnenes egen hverdag. Børnene lærer gennem de roller de agerer i og lærer at forholde sig til verden omkring sig. Selv her i år 2015, hvor man skulle mene at både mor og far begge er på arbejdsmarkedet, ja så viser børnene alligevel igennem deres rollespil, at der er mor der står for husholdningen derhjemme og far der tjener pengene.
Borgerperspektivet: Hvis vi skal se det fra børnenes side, har de ikke forstået at Rikke ikke længere er en del af legen og ønsker egentlig bare at blive i legen.
Evalueringsperspektivet: Pædagogen skulle have været mere tydelig i sin kommunikation omkring det at forlade legen. Udfordringen ville være at sige nej til legen, da man jo har startet en god leg og gerne vil glæde børnene. I det fremtidige arbejde som pædagog skal vi være opmærksomme på både digital og analog kommunikation.
Endelig udvælger gruppen 3-5 principper for professionel kommunikation (jf. fx anerkendelse) og analyserer med dem.
Virkelighed: Det er helt tydeligt her i fortællingen, at børnene har en anden virkelighed end Rikke. Selvom Rikkes virkelighed er at hun har forladt legen, ja så er børnene stadig i deres virkelighed, nemlig legen. I deres øjne er Rikke jo bare på tur, for atter at vende tilbage til legen.
Dannelse: Ud fra børnenes rolleleg bliver barnet klog på sociale spilleregler i kulturen, og i dialogen med pædagogen eller de andre børn omkring hvordan rollen bliver leget mest realistisk, opnår barnet en æstetisk dannelse, da det bliver klogt på dele af vores kultur.
Inklusion: Rikke går foran ved at åbne op for en leg, som normalvis ville være en lille lukket leg for en tre-fire børn. Men ved at byde nysgerrige børn indenfor til leg, fordi der jo nu holdes fest og alle er inviteret.
Rollespil:
- 2 fra gruppen spiller børn, 1 spiller pædagog.
- Det ene barn spiller på institutionens tablet. Den anden ser til.
- Det ene barn går på WC, og det andet barn tager tabletten.
- Nu begynder et skænderi om retten til at spille på tablet.
- Pædagogen kommer og prøver at få dem til at lege sammen…
- Derpå skriver alle 3 fra gruppen en fortælling om det skete.
- Disse 3 fortællinger analyseres vha. Labov’s 6 elementer og vha. de 3 typiske perspektiver på pædagogisk samspil.
1.
To piger Rikke og Kirstine ligger og spiller på Ipad, Rikke spiller, og Kirstine kigger på. De er begge to meget optaget spillet, og man kan tydeligt se du hygger sig med det. Rikke siger pludselig ”Jeg skal lige tisse”, og ligger Ipaden fra sig. Kirstine er hurtig til at overtage den, og spiller videre på Rikkes spil. Da Rikke kommer tilbage fra toilet, falder det ikke i god jord, hun bliver sur på Kirstine, fordi hun bare har taget den mens hun var væk. Kirstine synes Rikke har spillet rigtig længe, og mener derfor det var hendes tur til at spille nu, men det kan de ikke blive helt enige om. Her kommer Pædagogen Michelle ind i billedet, hun spørger dem om hvad der sker. De begynder begge to og snakke i munden på hinanden, for de mener jo begge to de har ret. Hun er hurtig til at bevare overblikket, og spørger derefter Kirstine om hvad der sker, og hertil svare hun ”Hun har spillet så lang tid, jeg vil også gerne prøve” Rikke svarer ”det er altså ikke rigtigt, hun var næsten lige startet” Kirstine er hurtig til igen at bryde ind med en kommentar. Michelle formår her at dæmpe episoden, på trods af de 2 piger som begge er meget frustreret over de ikke kan spille. Michelle spørger Kirstine om hvordan hun ville have det hvis Rikke havde taget den mens hun spillede. Der så situationen jo helt anderledes ud for Kirstine, for det ville hun jo heller ikke synes det var sjovt, og hun mener jo de skal huske og bytte når de spiller, så begge for lov at prøve. Michelle spørger pigerne om de kunne forestille sig hvad vi gjorde. Rikke mener hun først er færdig om en halv time, så derefter kan Kirstine spille. Men Kirstine træder i karakter og siger at det vil hun bestemt ikke være med til. Hun foreslår så at Rikke kan spille indtil hun er færdig med det level hun er i gang med, og derefter bytter de, så kan de tage et level af gangen. Michelle synes det er et rigtig godt forslag Kirstine kommer med, og spørger Rikke om hun kan gå med til det. Rikke synes det er helt okay, bare de kan spille sammen. Pigerne har nu glemt alt, og er begge glade, og spiller løs igen.
Det er sidst på eftermiddagen, og Rikke og Kirstine er travlt optaget af at spille på ipad’en. De hygger sig med det sammen, på trods af det er Rikke der styrer spillet. Kirstine kommenterer også på Rikkes spillemåde, og det er tydeligt at de begge er helt fordybet i det. Rikke fortæller til Kirstine, at hun altså virkelig skal tisse, og ligger derfor ipad’en fra sig og skynder sig på toilet. Mens Rikke er på toilet, tager Kirstine ipad’en op og begynder at spille. Da Rikke kort efter vender tilbage, bliver hun sur på Kirstine fordi hun har taget ipad’en, når hun lige var midt i et spil. De indleder en diskussion om dette, da Kirstine mener det altså er hendes tur nu. En pædagog overhører de to pigers diskussion og kommer til for at se hvad der sker. Hun spørger pigerne hvad der sker, og pigerne begynder i munden på hinanden at forklare sig. Da det er umuligt at skelne deres forklaringer fra hinanden, beder pædagogen om at de taler en af gangen. Kirstine lægger derfor ud med at fortælle at Rikke har spillet længe, og at hun også gerne ville prøve. Rikke mener dog at hun ikke har spillet så længe, og er meget frustreret over at Kirstine bare har taget den, da hun var lige ved at komme op på næste niveau. Kirstine siger så at de jo skal huske at bytte. Pædagogen spørger herefter Kirstine, hvordan hun ville have det hvis Rikke bare havde taget den midt i hendes spil. Kirstine siger så at hun ikke ville have det så godt, men lægger vægt på at de jo skal dele. Pædagogen spørger herefter begge piger om de har nogle gode idéer til en løsning på problemet. Efter lidt respondering frem og tilbage mellem både pigerne, og med pædagogen, kommer pigerne selv frem til den løsning, at hvis Rikke får lov at spille indtil hun når næste niveau, så er det Kirstines tur bagefter, og så kan de derefter skiftes hver gang der nås et nyt niveau. Pædagogen forlader herefter lokalet, eftersom pigerne selv har fundet frem til en løsning der kan fungere for dem begge og de fortsætter deres leg sammen på ipad’en.
Som en hvilken som helst anden dag i institutionen UCNs børnehus er de to piger, Kirstine og Rikke, netop i færd med at spille på institutionens iPad, da Rikke begynder at ligge lidt uroligt da tissetrangen melder sig, hvorefter hun kortvarigt forlader rummet for at gå på toilet. I mellemtiden ser Kirstine sit snit til at tage iPad’en og får dermed lidt spilletid inden Rikke kommer tilbage og forfærdet ser Kirstine i færd med at spille. Et spil som Rikke jo netop var i fuld gang med inden toiletbesøget, hun kan slet ikke acceptere at Kirstine uden videre tog iPad’en. Det der måske tynger Rikke mest er dét, at hun var lige ved at nå næste level i spillet, så hun finder det yderst uretfærdigt, at Kirstine bare har taget spillet. Skænderiet medfører at pædagogen Michelle træder til for at høre, hvad problemet er, og hun sætter sig på gulvet sammen med dem. De taler ivrigt i munden på hinanden indtil Michelle beder dem om at tale én ad gangen. Kirstine ligger ud med at fortælle, at Rikke har spillet SÅ lang tid og at hun altså også gerne vil prøve at spille. Rikke pynter nok lidt på historien, idet hun fortæller, at hun næsten ikke har spillet eller også er situationen bare således, at Rikke har mistet fornemmelsen for tid og sted, fordi hun har været så fordybet i det igangværende spil. I hvert tilfælde forsvarer Kirstine sig med, at Rikke har spillet længe og derfor synes Kirstine, at de skal skiftes til at spille. Denne udtalelse er Michelle enig i, men spørger dog ind til, hvordan Kirstine ville have det, hvis situationen var omvendt. Michelle tager sig tid til at lytte til de to piger og griber deres bolde. Efter lidt ping pong spørger Michelle pigerne, hvordan de synes problemet løses og til det bliver de efter lidt forhandling enige om, at Rikke spiller sig op til næste level, hvorefter Kirstine overtager iPad’en. En løsning som begge piger synes at være tilfredse med og de ligger atter glade og harmoniske på gulvet med iPad’en imellem sig.
Sidstnævnte fortælling er den vi har valgt at analysere ud fra Labov’s 6 elementer i en fortælling samt de 3 typiske perspektiver på pædagogisk samspil.
Indledning: Fortællerstilen er beskrivende og skrevet på en måde, hvorpå læseren inviteres indenfor. Vi får en fornemmelse af, at dette er en helt almindelig dag i institutionen, hvor der ikke er optrapning til noget voldsomt.
Orientering: Fortællingen finder sted i institutionen UCNs børnehus, hvor to piger er i færd med at spille på institutionens iPad.
Handlesekvens: Konflikten her opstår idet Kirstine tager iPad’en imens Rikke er på toilet. Konflikten er om det er i orden, hvem der har retten til at spille og hvordan problemet løses, så pigerne kan komme videre.
Evaluering: Den er fortalt for at vise, hvordan en helt almindelig dagligdags situation i en institution, kan løses ved ganske få hjælpemidler – pædagogen er tilstede som mægler, men giver blot børnene et skub i den rigtige retning, resten løser de sådan set selv om de er bevidste om det eller ej. Så med øje på en anerkendende tilgang, det rigtige lytte niveau og nogle få gode redskaber i form af spørgsmål, ja så formoder Michelle hurtigt at få pigerne tilbage på sporet og skabe fred mellem de to.
Resultat: Resultatet er at pigerne med hjælp fra pædagogen Michelle i fællesskab bliver enige om en løsning på problemet, hvor alle er glade.
Afslutning: Vi fornemmer i afslutningen, at faren er drevet over og at alt igen ånder fred og idyl. Dermed har fortælleren og beskueren ikke mere at gøre i historien, på den måde er vi atter sluset ud i virkeligheden.
Pædagogens perspektiv: Pædagogens intention er at genskabe det gode samspil mellem børnene. Men fortællingen viser umiddelbart, at der i institutionen ikke som sådan er faste rammer for hvem og hvor længe, der bliver spillet på de digitale medier. Den viser, at pædagogen ikke virker opdragende, men leder børnene til selv at finde frem til en løsning, en anerkendende tilgang.
Borgerperspektivet: Børnene udtrykker ud fra hvert sit synspunkt, hvad de synes er rigtig og forkert. De har erfaringer og viden med i baggagen og er godt klar over, at man skal skiftes til at spille, men også at det ikke er okay bare at tage noget uden at få lov – alt sammen en uskreven del af vores danske normsæt. Børnene lærer herigennem også empati og det at begå sig i sociale relationer og de spilleregler, der gør sig gældende. Disse ting tilsammen udgør en dannelsesproces hos barnet og er medvirkende til at barnet udvikles til et kompetent menneske.
Evalueringsperspektivet: Pædagogen gjorde det i denne situation rigtig godt. En anden mulighed havde været simpelthen at fjerne iPad’en og på den måde have fjernet fokus fra problemet og tvunget pigerne til at finde en ny aktivitet. Så i et fremtidigt pædagogisk arbejde, vil det være en god idé at være bevidst om ikke kun lytte niveauer, måder at samtale på, specielt i form af de gode spørgsmål, der ikke serverer svaret på en sølvbakke, men spørgsmål der får barnet til at tænke selvstændigt, til selv at komme med løsningen. Men i særdeleshed at være bevidst om begrebet anerkendelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar